Kvalitetsudviklings- og resultatvurderingssystem.
Herning HF og VUC har som værdigrundlag i en engageret atmosfære at give mulighed for personlig og faglig udvikling i en dagligdag præget af åbenhed, samarbejde og respekt for den enkelte.
På dette grundlag er kvalitetsudviklings- og selvevalueringsarbejdet båret af samarbejde mellem kursister, lærere og ledelse. Arbejdet er præget af åbenhed omkring mål og midler. Kvalitetsudviklings- og resultatvurderingssystemet betragtes som et dynamisk værktøj til fremadrettet at øge kursisternes erhvervelse af både faglige og sociale kompetencer.
Rektor har det faglige og pædagogiske ansvar. Rektor varetager dette ansvar i form af samarbejde med og delegering til øvrige ledelsesmedarbejdere, til lærerteams og til lærerne.
Herning HF og VUC er medlem af ESB-netværket. ESB står for evaluering, samarbejde og benchmarking, og netværket har i dag 74 medlemmer fra store dele af uddannelsesområdet.
I lige år gennemføres en elevtrivselsundersøgelse og i ulige år en medarbejdertilfredshedsundersøgelse for skolerne i ESB samarbejdet.