Rektors side
Til årets elever og kursister
Det er mig en glæde at byde dig hjerteligt velkommen på Herning HF og VUC. Vi ser frem til, at du kan udnytte de muligheder, som kurset stiller til rådighed.
Kurset er med i udviklingen på IKT-området.
Vi har edb-værksteder og får efterhånden flere grupperum, der alle er udstyret med et mindre antal computere. Det skulle give bedre arbejdsbetingelser for dig og den/de arbejdsgrupper, som du kommer til at fungere i under din uddannelse.
Bygningen indeholder en del kunst og samlingen fornyes gradvis. Vi tror, at oplevelsen af god kunst er med til at styrke arbejdsglæden i det daglige.
Vi har tre "skoler" på Herning HF og VUC. Et HF-kursus, der tilbyder unge en HF eksamen i et toårigt forløb. Et studenterkursus, der tilbyder unge og voksne en studentereksamen i et toårigt forløb. Et voksenuddannelsescenter (VUC), hvor det er muligt at følge enkeltfagsundervisning på AVU (almen voksenuddannelse, der svarer til folkeskolens 8.-9. og 10. klasse) og på enkeltfags-HF, som selvfølgelig også kan føre frem til en hel HF-eksamen. Herning HF og VUC kan afholde gymnasiale suppleringskurser (GSK). På VUC tilbyder vi også forberedende voksenuddannelse (FVU) på mindre hold i dansk og regning. Er man ordblind, kan man få ordblindeundervisning både dag og aften.
Andre steder på denne hjemmeside, kan du finde flere informationer om de forskellige uddannelsesmuligheder, faciliteter og muligheder.
Jeg ser frem til, at en god indsats fra din side vil indgå i et konstruktivt arbejdsklima, der kan give de bedste resultater for dig.
Anne Vandsø Madsen
Rektor