Vejledning for virksomheder
Vejledningssamtaler
Herning HF og VUC tilbyder vejledningssamtaler for fyrede eller fyringstruede medarbejdere. Indholdet i disse er bl.a. en vurdering af medarbejderens realkompetencer og en afklaring i forhold til jobmuligheder og efteruddannelsesmuligheder.
Samtalerne gør det muligt for medarbejderne at planlægge jobsøgning og efteruddannelse allerede i deres opsigelsesperiode. Herning HF og VUC kan med kort varsel tilbyde vejledningssamtaler i jeres virksomhed, hvis I skulle komme i den beklagelige situation at måtte afskedige medarbejdere.
Vejledningshjørner
Vejledningshjørnerne er et tilbud til virksomheder og deres ansatte om uddannelses- og erhvervsvejledning. Vejledningshjørnet består af en info-stand med foldere og plancher, der oplyser om efteruddannelsesmuligheder, løntilskudsmuligheder mv. Folderne kan suppleres med en pc’er med vejledningsværktøjer og tilstedeværelse af en vejleder i et aftalt tidsrum i f.eks. en middagspause et par gange om måneden.
Uddannelsesværksteder
En del medarbejdere vil ofte have behov for lidt mere tid og opmærksomhed end vejledningshjørnerne og samtalerne kan tilbyde. Til denne gruppe kan tilrettelægges et uddannelsesværksted, hvor der vil være lejlighed til at arbejde lidt mere i dybden med en individuel kompetenceafklaring, uddannelsesplan eller jobafklaring.
Uddannelsesværkstederne tilrettelægges, så de modsvarer den konkrete deltagergruppes behov og kan have en varighed fra en enkelt dag til to uger.
Økonomi
Tilbuddene er en del af Herning HF og VUC´s vejlednings- og undervisningsopgave, og de er gratis. Er deltagerne berettigede til
Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU), kan der udbetales SVU for deltagelse i Uddannelsesværkstedet, hvis det har en varighed af minimum en uge.