Referencer
Danish Crown, Herning
Danish Crown Herning har i en lang årrække brugt VUC Herning som samarbejdspartner.
Vi har haft stort udbytte af samarbejdet, og har brugt VUC som underviser i en lang række fag bl.a. Dansk, Engelsk, EDB og FVU (både Dansk og Matematik.)
Vi har været glade for at bruge VUC, da vi altid har kunnet planlægge i god tid og også få oprettet kurser, hvis der opstod et pludseligt behov.
Da vi som virksomhed har en travl hverdag har vi været glade for, at VUC er meget behjælpsomme med alt det papirmæssige. Der kommer hele tiden ny lovgivning, så derfor har det haft stor betydning for os, at VUC har været behjælpelige med papirgangen.
Vi har været glade for, at vi efter hvert kursusforløb har foretaget evaluering. Vi får en klar melding fra kursisterne om, hvordan de har oplevet kurset, og de ting, der er blevet påpeget, er altid blevet rettet til det næste kursusforløb.
På vegne af uddannelsesudvalget på Danish Crown, Herning.
Poul Siggård
Unimerco, Sunds
UNIMERCO har benyttet VUC’s flexordning til at gennemføre sprogundervisning i engelsk og tysk på flere niveauer for alle interesserede medarbejdere med stor succes. Undervisningen har kunnet ligge lige efter arbejde og er foregået på UNIMERCO, hvilket har været meget nemt for medarbejderne. Der er ingen tvivl om, at netop denne fleksible tilrettelæggelsesform har været en væsentlig faktor for succesen. Derudover har VUC udvist en meget stor grad af fleksibilitet i forhold til holdstørrelse og niveau.
Medarbejderne har været personer med en stor aldersspredning, hvor nogen har været vant til at sidde på skolebænken, mens andre ikke har gået i skole i en årrække. Denne udfordring har underviserne med stor erfaring og dygtighed indrettet sig efter, således at alle medarbejdere har fået et stort udbytte af VUC´s sprogundervisning.
Med venlig hilsen
KARINA HOUNISEN
HUMAN RESOURCE
BioMar, Brande
På BioMar har vi primært erfaring med fagligt specifikke kurser, men da der var meget stor interesse hos medarbejderne for at komme på VUC’s tilbud om grundlæggende voksenuddannelse i dansk og matematik, valgte vi at udskyde et team-building kursus for at opfylde ønsket.
Det er ingen hemmelighed, at nogle ansatte havde lidt svært ved at læse og skrive, og selv om det er svært at måle virksomhedens direkte udbytte af sådan et kursus, har det været en mærkbar sidegevinst, at medarbejderne har fået større selvtillid.
BioMar har naturligvis interesse i glade og tilfredse medarbejdere. Derfor vil jeg bestemt ikke udelukke, at vi fortsætter vores samarbejde med VUC.
VUC knyttede kontakterne, så både vi, Givskud Løvepark og Danpo A/S fik mulighed for at tilbyde vores medarbejdere et godt kursusforløb.
Fabrikschef Ulrich Olsen
BioMar fiskefoderfabrik, Brande
Danstoker, Herning
Danstoker har med stor succes benyttet VUC’s flexordning til at gennemføre sprogundervisning i engelsk på flere niveauer for såvel funktionærer som timelønnede smede.
En afgørende faktor for succesen har været en meget konkurrencedygtig pris per deltager kombineret med den fleksibilitet, der ligger i at undervisningen har kunnet ligge lige efter arbejde.
Desuden har eleverne haft mulighed for at komme med ønsker til undervisningens indhold – dog med det forbehold, at undervisningen har sigtet mod en statsautoriseret eksamen.
Lærerne har været meget kompetente og har indrettet sig efter, at eleverne har været personer mellem 30 og 60 år, som i en årrække ikke har gået i skole.
Med venlig hilsen
Danstoker A/S
Carsten Ebbesen
Manager Technical Department
Post Danmark A/S
I Postområde Vestjylland har vi med stor succes brugt VUC til at imødekomme nogle af vore medarbejderes ønske om at lære edb.
50 postbude i Postområde Vestjylland var et vigtigt link til vores fine samarbejde med VUC.
Opgaven til VUC lød i første omgang på 60 timers edb-undervisning til 50 engagerede og nysgerrige medarbejdere hos Post Danmark i Thisted-området. Det lykkedes vældig godt, og initiativet har bredt sig i hele postområdet, idet ca. 30 medarbejdere ved Viborg Postkontor og ca. 25 medarbejdere ved Herning Postkontor gik i gang med lignende forløb.
Forløbet i Herning startede med et trin 1-forløb med undervisning delt i to moduler i foråret og efteråret 2004.
Næsten hele holdet ønskede at fortsætte og der blev arrangeret et trin 2-forløb. Efter medarbejdernes ønske blev forløbet delt op i tre startende med et tekstbehandlingsmodul i foråret 2005, regnearksmodul i efteråret og efter kursisternes ønske et modul i foråret 2006, hvor de lærte at lave hjemmesider.
Vera Lauridsen
Informationsmedarbejder
Post Danmark A/S
Postomrade Vestjylland